Håndværkertræf for kønsminoriteter skal fremtidssikre byggeriet

https://www.mestertidende.dk/article/view/729413/handvaerkertraef_for_konsminoriteter_skal_fremtidssikre_byggeriet

Underrepræsentation, diskrimination og dårligt psykisk arbejdsmiljø er hverdagskost for mange kvinder, transpersoner og ikke-binære i byggeriet Sonja Nørgaard (tv) og Tamara Gabay (th) på Makvärket, hvor de har inviteret til et håndværkertræf for kønsminoriteter i byggebranchen.

Byggeriet en mandsdomineret branche både på de tekniske skoler og ude på byggepladserne og det kan være svært for kønsminoriteter at være i undertal. Derfor har en gruppe håndværkere taget initiativ til et håndværkertræf med navnet ”Under Ombygning”, der skal give et fagligt fællesskab for kønsminoriteter i branchen. Projektet er støttet af Boligfonden Kuben og finder sted fra den 25. august til den 30. august på Makvärket i Knabstrup.

– Som kvindelig håndværker mangler jeg ofte et fagligt fællesskab at spejle mig i, hvor mit køn ikke stikker ud, og hvor jeg ikke skal forholde mig til de fordomme der findes i branchen. Et netværk, jeg kan spørge til råds om faglige ting og dele de personlige udfordringer, jeg møder som minoritet i mit fag. Der er desuden stor mangel på håndværkere, og en af løsningerne er at gøre branchen attraktiv for flere. Hvis vi skaber et inkluderende arbejdsmiljø for alle uanset baggrund, tror jeg flere vil vælge den vej og blive hængende i faget, siger Tamara Gabay, der er udlært klejnsmed.

Tamara Gabay er en af initiativtagerne til træffet Under Ombygning sammen med Sonja Nørgaard, der er udlært tømrer. Sonja Nørgaard arbejder til daglig på en arbejdsplads, hvor der er flere kvinder og lidt højere til loftet end så mange andre steder. Men alligevel oplever hun ligesom Tamara, at det kan være svært at føle sig velkommen.

– Jeg oplever tit, at kunderne tror, at jeg er lærling, selvom jeg tog svendebrev for en del år siden. Diskriminationen er ikke så åbenlys som tidligere, fordi folk ved, at det ikke er god stil. Den foregår mere underspillet, men den er der. Kommentarer fra kunder og kolleger på byggepladsen kan være frustrerende og sidde i kroppen lang tid efter, siger Sonja Nørgaard.

Håndværk og fællesskab
Derfor vil håndværkertræffet også fokusere på, hvordan man håndterer og modarbejder den dårlige kultur, så branchen kan blive mere indbydende for kønsminoriteter. Men på træffet skal der også diskuteres bæredygtigt byggeri og andre faglige emner.

– Vi afholder træffet på Makvärket, som er en tidligere teglværksfabrik i Knabstrup. I de første dage vil vi arbejde sammen om at skabe et flot indgangsparti med facadebeklædning, halvtag, en port og en trappe, som fører ned i den gamle fabrik. Det vil give os fagligt fællesskab og mulighed for at sparre med hinanden om vores håndværk. Herefter har vi en mere konferencepræget del i weekenden, hvor vi diskuterer vores rolle i byggebranchen, bæredygtigt byggeri, arbejdsmiljø og forebyggelse af fysisk nedslidning, siger Sonja Nørgaard.

Nye netværk
Håndværkertræffet er inspireret af en lignende begivenhed i Tyskland, der tiltrækker mere end 100 håndværkere årligt. Håbet er, at Under Ombygning vil blive en tilbagevendende begivenhed, som flytter til nye steder i Danmark hvert år. Derudover vil håndværkerne etablere en online platform, som skal give dem deres eget netværk:
– Ved at møde en masse andre håndværkere på træffet, kan du få udvidet dit netværk og bruge det i fremtiden når du leder efter nyt job, nye kolleger eller vil dele og diskutere ny viden med kollegaer i branchen, slutter Tamara Gabay.

SÅDAN DELTAGER DU:
Under Ombygning er et håndværkertræf for svende, lærlinge og ufaglærte i håndværksfagene. Det foregår den 25. august – 30. august på Makvärket i Knabstrup og er åbent for kvinder, transpersoner og ikke-binære. Du kan være med alle dage, men også melde dig til weekenden alene. Der er tilmeldingsfrist d. 16. august, og du melder dig til ved at skrive til: underombygning2020@gmail.com. Mere info findes på www.underombygning.org
Initiativet er støttet af Boligfonden Kuben, mens Stark Fonden og Fogs Fond har sponsoreret værktøj til træffet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: